TEST: Danskerne har altid haft et godt øje til Mazda MX-5. Og med den nye MX-5 RF er der ingen grund til at tro, at det vil ændre sig.
MX-5 RF har med sit selvstændige hækdesign væsentlig mere udstråling end den klassiske MX-5.
BIL & MOTOR
| Emagasin1.dk
Af Torben Winther
Hvis du er til frisk kørsel og vind på toppen, men ikke til stofkalecher, så er den nye Mazda MX-5 RF måske et rigtigt godt bud. RF er forkortelsen for Retractable Fastback, og hos Mazda betyder det at det kun er den forreste del af taget, som sammen med bagruden foldes elektrisk ned, mens den bageste del af tagkonstruktionen er en fast integreret del af bilen.
Det giver et velproportioneret og sportsligt udtryk, som får legedrengene til at vende sig efter bilen, uanset om du kører med åbent tag eller ej.
Bortset fra taget burde MX-5 RF være stort set samme bil som MX-5 Roadster. Begge fås i to motorvarianter – en 1.5 og en 2.0 liters benzinmotor, hvor den sidstnævnte med 160 HK har været i stald hos Emagasin1 i godt en uge.
Og helt samme bil er det altså ikke. MX-5 RF har med sit selvstændige hækdesign væsentlig mere udstråling. Der er tale om en sportsvogn med overraskende gode køreegenskaber, hvilket man hurtigt oplever, når man først har fået sig skruet ned i bilen. MX-5 RF har masser at byde på.
Man bliver helt glad i låget over at køre i en bil som MX-5 RF. Man sidder formidabelt i den lille kabine, det er lidt svært at få presset sig ned i den, men når man først sidder i den, er det nærmest perfekt. Bilen kører som smurt, den har rigtig gode køreegenskaber, fast i betrækket og den ligger stabilt på vejen. Nogen Porcshe er det selvfølgelig ikke, og det bliver det heller aldrig. Men prisen, den er også på et helt andet niveau, hvor de fleste kan være med.
Til den lidt blødere målgruppe kan MX-5 RF i modsætning til roadsteren leveres med automatgear, men det vil af nogle af de hårdkogte kunne betragtes som forræderi mod bilens sportslige ånd.
Hvis man kører lidt frisk til i en MX-5 RF, så for man en på opleveren. Den trækker fint - bilen vil gerne frem, der kommer en herlig brummen fra motoren, frisk og sportslig fornemmelse. Og så alligevel når du kigger på speedometeret, så viser det sig at du både kan køre friskt til og have det sjovt, uden at bilen brager over fartbegrænsningerne - for ikke sige klippekortgrænserne. Hvis du gjorde det samme i eksempelvis en Porsche, ville du med det samme brage forbi alle grænser, hvad angår fartgrænser. Det er selvfølgelig fordi en MX-5 RF i sagens natur ikke er nær så hurtig som en Porsche, men ikke desto mindre er det meget behageligt, at man kan køre friskt til og udnytte bilens sportslige egenskaber, uden nødvendigvis at komme på kant med færdselspolitiet.
Støjniveauet er lavere end i MX-5 Roadster, og det samme er mængden af den vind der presser sig ind til fører og passager også. Helt fri for støj er bilen dog ikke, hverken i åben eller lukket tilstand.
Mazda MX-5 RF 1,5 liter starter ved 344.998 kroner, og 2,0 liter starter ved 414.998 kroner.
Den er dermed 45.000 kroner dyrere end roadsteren, men mon ikke der alligevel vil være masser af købere som falder for RF’s vellykkede design.
Den samlede produktion af MX-5 rundede i 2016 en million biler, hvilket gør den til verdens mest solgte 2-personers åbne sportsvogn nogensinde.
|