TEST: Med sofistikeret køredynamik ud over det sædvanlige, sætter Porsche Cayenne GTS nye standarder i markedet for sportslige luksus-SUV‘er.
Bogstaverne GTS (Grand Turismo Sport) går tilbage til den berømte 904 Carrera GTS fra 1963.
BIL & MOTOR
| Emagasin1.dk
Af Torben Winther
Emagasin1.dk har testet Cayenne GTS (Grand Turismo Sport), som fylder pladsen ud mellem Cayennes Hybrid og Turbo modeller med en startpris på 1.924.575 kroner. For de penge får du en drøm af en køre- og forkælelsesmaskine, som flytter sig fra 0-100 km/t på 5,2 sek., og fortsætter - hvis den får lov - til sin topfart på 262 km/t.
Bogstaverne GTS går tilbage til den berømte 904 Carrera GTS fra 1963. I 2007 blev Cayenne GTS den første Porsche i den moderne æra, der genoplivede akronymet. Siden da har GTS været navnet på særligt sportslige Porsche modeller.
Og sport, det udstråler den store SUV. Det er tydeligt at se, hvis man kigger på den nydesignede motorhjelm og de fremhævede skærme. En anden nyhed er det mere vellykkede design af de nye bixenonforlygter med integreret 4-punkts LED-dagskørelys. Tilsammen får det fronten til at fremstå mere dynamisk.
Som at sidde i et eksklusivt flycockpit
Indenfor i kabinen mødes du af et mindre fly-cockpit, hvor den store midterkonsol slanger op mod navigationsdisplayet i en smuk og formfuldendt linje. Man overvældes i starten af de mange betjeningsknapper, som er placeret både i midterkonsollen, på den tilsvarende plads i taget samt i navigationsdisplayet, men efter ganske kort tid giver de alle mening, og deres placering gør det nemt og hurtigt at drive rov på bilens mange funktioner og tilbud til fører og passagerer.
Takket være en stor spredning af gearene reducerer den 8-trins tiptronic S-gearkasse brændstofforbruget – og øger samtidig komforten og sportsligheden. De lave motoromdrejningstal i de højere gear sænker støjniveauet i bilens kabine. Gearkassen tilpasser sig til din kørestil.
En nyhed er den udvidede automatiske start-stop-funktion. Den standser ikke først motoren, når bilen holder stille, men allerede når bilen ruller langsomt frem mod et lyskryds.
Via den centrale offroad-skiftekontakt i midterkonsollen kan du afhængigt af model forbedre offroad-egenskaberne i op til tre trin eller skifte tilbage til udgangstilstanden igen. I offroad-indstilling 1 skifter alle relevante systemer som f.eks. antiblokeringssystemet til et vejgrebsorienteret terrænprogram.
Med Sport Chrono Pakken kan du via en SPORT PLUS knap give bilen en boost. Motoren bliver dermed endnu mere lydhør, styringen mere direkte og accelerationen forøges.
Bliver ved drømmen for de fleste
Har du penge til at købe en Porsche Cayenne GTS, har du formentlig også råd til at konfigurere den, så den passer til din smag, og til dit behov for ekstra udstyr.
I vores tilfælde kørte vi en GTS med næsten alt tænkeligt ekstraudstyr monteret, og det var med til at gøre oplevelsen med Porsches Cayenne til en af mere uforglemmelige.
Læder/alcantara indtræk, Dynamic Chassis Control, Luftundervogn, Panorama soltag, Porsche entry & drive, stort navigationssystem, bakkamera med 360 graders surround view, LED lys, adaptiv fartpilot, Bose musikanlæg, Carbon interiørpakke og sådan kunne vi blive ved. Samlet set blev testbilen leveret med ekstraudstyr for i alt 595.933 kroner, og dertil lægges bilens grundpris på 1.924.575 kroner.
Dermed forbliver Cayenne GTS for de fleste af os en drømmebil i ordets bogstavelige forstand, altså en bil vi kan drømme om, men næppe anskaffe.
Men derfor kan man jo godt stille sig selv et hypotetisk spørgsmål:
- Ville jeg bruge næsten 2 mio. kroner på en Porsche Cayenne GTS hvis jeg havde råd? Og ville jeg bruge næsten 600.000 kroner for at peppe min Cayenne GTS op, hvis jeg havde råd?
Svaret er enkelt: Ja selvfølgelig ville jeg det. Uden at blinke!
Og så ville jeg samtidig kunne have rigtig god samvittighed over at have bidraget til statskassen med 1.650.536 i moms og registreringsafgift.
Få instruktion på Porsches racerbane ved levering
Og så kan du tilkøbe levering på fabrikken i Leipzig. Så bliver du inviteret på en rundvisning bag scenerne af Porsches produktionsproces. Efterfølgende får du en frokost, inden du som dagens højdepunkt får leveret din Porsche.
Her vil Porsches specialister forklare alt omkring din nye bil med så høj en detaljegrad som du ønsker. Din første køreoplevelse vil være i en Porsche-model der er identisk med den model som du har købt og under opsyn af en af Porsches instruktører. Og så kan du ellers støve dine færdigheder af på Porsches racerbane eller på fabrikkens egen offroad bane.
God fornøjelse!
Teknik og Priser 
|