TEST: Så er det med at holde fast på hat og briller. For nu skal vi ud at køre i en vildbasse af en helt særlig slags, en Porsche Panamera 4S Diesel.
Du bliver rykket helt tilbage i sædet, når du træder på speederen i Porsche Panamera 4S Diesel, verdens hurtigste dieselbil.
BIL & MOTOR
| Emagasin1.dk
Af Torben Winther
Når du starter motoren Panamera 4S Diesel er der ikke skyggen af diesel over lyden. Tværtimod begejstres du af det sædvanlige Porsche-brøl fra den 8 cylindrede bi-turbo, som med sine 422 heste rykker dig helt tilbage i sædet, og skyder den 5 meter lange og 2.100 kg. tunge limousine fra 0-100 km/t på bare 4.3 sekunder, og den fortsætter indtil speedometeret rammer 285 km/t.
Det er ikke bare vildt. Det er slet og ret den hurtigste dieseldrevne bil i historien.
Indenfor i kabinen føler man sig som Jeppe på Bjerget. Panamera er stor, men den føles ikke sådan, og det skal forstås positivt. Trods sine 5 meter er den utrolig nem at manøvrere rundt med, og styringen er stabil uden skyggen af ubalance. Det skyldes ikke mindst 4-hjulstrækket og Porsches adaptive luftaffjedring (PASM).
Interiøret har fået et komplet nyt design - og alligevel er det stadig typisk for Porsche: Midterkonsollen er opadgående. Instrumentpanelet har en lav og bred udformning. Den analoge omdrejningstæller sidder i midten af instrumenterne.
Find rundt med Google Earth
Betjeningskonceptet er også nyt: Porsche Advanced Cockpit. Midterkonsollen med Direct Touch Control er udstyret med en overflade i glaslook med berøringsfølsomme knapper til direkte adgang til de vigtigste funktioner. Derimellem sidder den kompakte gearvælger. Der er integreret et 12” touch display med høj opløsning i instrumentpanelet. I forbindelse med det 4-zoners klimaanlæg har bagsædepassagererne et ekstra touch display til rådighed. Til højre og venstre for omdrejningstælleren sidder der displays med høj opløsning til visning af virtuelle instrumenter, kort og andre informationer.
Navigationsdisplayet er stort og har en rigtig flot opløsning, det er faktisk noget af det flotteste, jeg har set i en bil til dato. Og så kan man vælge, i stedet for at bruge almindelige kort, at anvende Google Earth, og det giver altså bare en helt anden fornemmelse af tid og sted, eller en helt anden dimension om man vil, det giver en et meget bedre overblik over hvor man befinder sig.
Jeg ved godt at man siger, at penge ikke gør en lykkeligere. Men jeg vil trods alt sige, at jeg vil hellere være lidt ked af det i en Porsche Panamera, end så mange andre steder.
Tro mod Porsches DNA
De nye Panamera-modellers silhuet og proportioner er mere Porsche end nogensinde før. Klare lyskanter, kraftfulde muskler og en skærpet sportsvognssilhuet understreger præcisionen ved det nye design.
Akselafstanden er vokset med 3 cm i forhold til forgængeren - det kortere overhæng foran og det længere overhæng bagpå skaber en optisk dynamik. Siden har en stærkere udformning, der giver en Porsche typisk talje og lethed.
Et markant kendetegn på fronten er de effektive LED-forlygter med 4-punkts-dagskørelys, på Panamera Turbo inklusive Porsche Dynamic Light System (PDLS). Alle Panamera-modeller oplyser vejbanen med LED-forlygter.
Et karakteristisk element for alle Panamera-modeller er endvidere lysstriben bagpå og de smalle tredimensionelle baglygter i LED-teknik med 4-punkts-stoplys. Den udkørlige hækspoiler, som er integreret i karrosseriet, reducerer opdriften på bagakslen ved høje hastigheder.
Panamera går sin egen vej ved at kombinere modsætninger - præstationer og komfort, dynamik og effektivitet, arbejde og familie. Men bilen er tro mod Porsches rødder f.eks. med tændingslåsen til venstre for rattet og den centralt placerede omdrejningstæller - det typiske Porsche DNA.
Konklusion
Porsche Panamera 4S Diesel er en familiebil hvor alle bliver omfavnet med maksimal luksus og med masser af plads. Og så er det en vanvittig hurtig sportsvogn, hvor du på de lange stræk ned gennem Tyskland må vænne dig til kun at se de store BMW, Mercedes og Audi’er i bakspejlet.
Desværre skal du grave dybt i din pengepung, for bilen koster fra 2.267.500 kroner. Udstyret som testbilen er prisen 2.992.461 kroner.
Teknik og Priser 
|