Når Bruun Rasmussen slår dørerne op for sommerens internationale auktion i Bredgade den 24. maj, er det med den største russiske kunstauktion, der nogensinde er afholdt i Skandinavien. Den omfatter bl.a. Richard Zeiner-Henriksens imponerende samling og andre private samlinger med kongelig proveniens.
Russisk kunstauktion den 9. juni 2017 kl. 14
BOLIG & INDRETNING
| Emagasin1.dk
”I 1800-tallet rejste et stort antal skandinavere mod øst for at søge lykken i Ruslands ekspanderende erhvervsliv og industri. Hos mange af de rejsende opstod en stærk fascination af landets kultur, der fik dem til at opbygge russiske kunstsamlinger af høj kvalitet. Det er årsagen til, at der i dag er så mange russiske kunstgenstande i Skandinavien, hvoraf en del har fundet vej til denne auktion. De mest spektakulære kunstskatte vil blive udstillet i London på Den Danske Ambassade under kunstmessen ”The Russian Art Week inden selve auktionen i København” udtaler Martin Hans Borg, vurderingsekspert i russisk kunst hos Bruun Rasmussen.
Auktionens store tilløbsstykke er uden tvivl den norske handelsattaché Richard Zeiner-Henriksens private russiske kunstsamling, der blev skabt af Richard og hans kone Erica. I 1922 bosatte de sig i en lejlighed i Saltykov Paladset, som i slutningen af 1700-tallet havde været ejet af Kejserinde Katharina II den Store og sidenhen været beboet af fyrsteslægten Saltykov. Det var i disse fornemme omgivelser, at ægteparret begyndte at samle på kunst og antikviteter. Deres samling af ikoner, fyrsteportrætter, møbler, porcelæn, sølv og glas trækker lange linjer i Ruslands historie fra Ivan IV den Grusomme i 1500-tallet over Kejserinde Katharina II den Store i 1700-tallet til den sidste russiske zar, Nikolaj II, i starten af 1900-tallet. Samlingen er fordelt på 81 katalognumre, og højdepunkterne tæller syv tidlige kirkeikoner, heriblandt to store fra 1500-tallet med skildringer af ærkeenglen Skt. Mikhail og Kristi nedtagelse fra korset.
Russiske samlinger med kongelig proveniens
Auktionen rummer også kunstgenstande fra andre private russiske samlinger, hvoraf en del har kongelig proveniens. Det gælder bl.a. et par skjorteknapper af juveleren Friedrich Koechli, som Kejserinde Dagmar af Rusland forærede til sin nevø Prins Harald af Danmark. Kejserinden var datter af det danske kongepar Christian IX og Dronning Louise og gift med Zar Alexander III af Rusland. Hun kom til at fungere som et vigtigt bindeled i de dansk-russiske forbindelser, bl.a. med sin støtte til danske virksomheder.
Når man taler om indbegrebet af russisk kulturarv er en af auktionens kovshi særlig svær at komme uden om. Den blev fremstillet af delvist forgyldt sølv i Moskva i slutningen af 1600-tallet og foræret som gave fra Peter I den Store og Ivan V til tolderen Grigory Shtchepetov. Auktionen byder også på en Skt. Alexander Nevski-orden, som blev tildelt den russiske general Konstantin Klavdievich Maximovich i 1913, samt kunstneren Alexei Kondratevich Savrasovs skildring af nomader fra 1852. Sidst men ikke mindst udbyder vi to imponerende russiske Louis XVI prismekroner fra slutningen af det 18. århundrede, som er indleveret af ambassadør John L. Loeb Jr. fra New York, tidligere ambassadør i Danmark 1981-83.
Alle de udbudte genstande fra den russiske auktion vil blive udstillet på Bruun Rasmussens eftersyn i Bredgade 33 i København fra den 24.-29. maj og vil efterfølgende blive udstillet på Den Danske Ambassade, 55 Sloane St., Knightsbridge, London fra den 1.-2. juni under "Russian Art Week". Selve auktionen afholdes hos Bruun Rasmussen i København den 9. juni kl. 14.
|