Designekspert og journalist Susanne Holte er fast artikelleverandør til flere store danske magasiner og har derfor mange kunder i København. Alligevel kunne hun ikke drømme om at flytte fra sit hus i Esbjerg, hvor der er højt til loftet og udsigt over Ho Bugt.

Designekspert og journalist Susanne Holte er fast artikelleverandør til flere store danske magasiner og har derfor mange kunder i København. Alligevel kunne hun ikke drømme om at flytte fra sit hus i Esbjerg, hvor der er højt til loftet og udsigt over Ho Bugt.
Susanne Holte er også kendt som finaledommer i DR’s designkonkurrence Made in Denmark, hvor hun dette forår var med for anden gang.

Når man træder ind i stuen på førstesalen hos design- og arkitekturekspert Susanne Holte, forstår man med det samme hvorfor, hun og hendes mand for 30 år siden faldt for den skulpturelle villa fra slutningen af 60’erne, få hundrede meter nord for Esbjergs fire hvide mænd. Fra stuens store glasparti er der nemlig 180 graders kig over Ho Bugt; fra Blåvand Fyr mod nord og Esbjerg Havn mod syd.

- De fleste siger godt nok: ’det lægger du vel næsten ikke mærke til mere’ – men det kan du tro, jeg gør. Selv efter så mange år synes jeg stadig, himlen og solnedgangen er anderledes hver dag, fortæller Susanne fra den lyse sofa.

Velvalgte klassikere
Villaen blev bygget af Esbjerg-arkitekten Niels Lahnog er siden ad to omgange renoveret af Susanne og hendes nu afdøde mand – senest i 1999. Dengang blev der bl.a. installeret et køkken i antracitgrå højglans, der i dag 17år efter stadig oser af stil.

Man er generelt ikke i tvivl om, at boligen tilhører en design-entusiast. Hvert rum er indrettet med klassiske møbler, og alt er holdt i en dæmpet farveskala – med undtagelse af de abstrakte kunstværker på væggene. Her skal man dog kigge langt efter den nyeste Kähler-vase og årets bolig-trends.

- Jeg har ingen trang til at købe sæsonprægede ting eller nips. For mig skabes et hjem af godt lys, flot kunst og bøger. Mange af møblerne har fulgt mig i mange år og bliver ikke bare skiftet ud, forklarer Susanne om den klassiske indretning, der i stuen brydes af et lavt glassofabord på industrielle hjul og et sæt skulpturelle, italienske læsestole.

Noget meditativt ved vandet
På den anden side af stuens store vinduespartier ligger haven, der slutter få meter fra vandkanten.Selvom det barske klima på Vestkysten sætter sine naturlige begrænsninger for de grønne udfoldelser, er det lykkedes Susanne – med hjælp fra nogle læhegn – at pryde haven med bl.a. hortensia. I den halvdel, der er tættest på stranden, har de vilde hybenbuske fået lov at brede sig.

- Jeg elsker at bo i naturen og nyder at gå ture langs stranden for at få frisk luft til hovedet. Der er noget meditativt ved vandet. Om sommeren sidder jeg også tit derude i en stol og læser morgenavisen, siger Susanne og peger på solpletten ved siden af hybenbuskene.

Kunderne ligeglade med lokation
Susanne er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1984og har de seneste 29 årarbejdet freelance med fokus på sin store interesse for arkitektur og design. Fra dag ét har størstedelen af Susannes kunder befundet sig i Københavnsområdet – men det har hun aldrig set som en forhindring:

- Mine kunder er ligeglade med, hvor jeg befinder mig – bare jeg løser opgaven til aftalt tid og stiller op til de møder, vi aftaler. Det er faktisk meget sjældent, folk spørger, hvor jeg sidder rent fysisk, siger hun.

De fleste af ugens dage sidder Susanne altså på det moderne og funktionelt indrettede kontor i husets stueetage og forfatter artikler til Bo Bedre og de andre danske arkitektur- og designmagasiner, hvor hun er fast månedlig leverandør.

Det bedste fra to verdener
Professionen som journalist indebærer dog jævnligt deltagelse på messer i ind- og udland samt møder i København. Møderne i København sørger Susanne altid for at samle – så når hun rejser til hovedstaden, er hun der ofte en uges tid ad gangen. De sidste 26 år har Susanne haft sin egen lejlighed i indre by. På den måde får hun det bedste fra to verdener.

- Nogle ting ville sikkert være nemmere, hvis jeg boede i København hele tiden – men jeg har en vidunderlig arbejdsro her ved vandet. Og så kan jeg opsøge livet i København, når det passer mig. Selvfølgelig er der nogle pindemadder, jeg ikke får med, men jeg føler slet ikke, jeg giver afkald på noget, fortæller Susanne.

Det er især den friske luft og naturen, der gør, at hun holder fast i villaen ved vandet i Esbjerg.

- Jeg holder meget af København og synes, det er hyggeligt at være der for at mødes med mine samarbejdspartnere. Men der er ikke udsigt til himlen. Så efter en uge savner jeg horisonten og den friske luft her, slutter Susanne med blikket rettet mod vandet.

Flere nyheder

De danske huspriser er de seneste to måneder ikke set højere siden 2010. Men der er ikke mange huse at købe på... Læs mere!

Udbuddet af møbler, der er certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten, er stærkt stigende. Læs mere!

Sommerferien er overstået og snart begynder rekordmange unge på en videregående uddannelse. Læs mere!

Landets første borgerenergifællesskab blev stiftet den 18. august 2020 under navnet Energifællesskab Avedøre A... Læs mere!

Bæredygtighed er andet og mere end et modefænomen i byggeriet af nye boliger. Læs mere!

På renoveringen af Lundevænget i København gav mødet med det murede byggeri så store udfordringer, at samarbej... Læs mere!

Bæredygtighed er mere aktuelt, end nogensinde før. På Folkemødet, som løb af stablen i sidste uge, var verdens... Læs mere!

Helt ren luft i køkken og bolig med Thermex Le Mans II emfang og Plasmex filter-teknologi. Læs mere!

Prisstigningerne på ejerlejligheder har længe trukket fra prisstigningerne på villaer og rækkehuse, men i 2018... Læs mere!

Få ekstra rum med nye kvalitetsløsninger til gæster, hønsehold og alle redskaberne. Læs mere!