For 11. måned i træk er den mest solgte telefon i Danmark Apples iPhone 6s. Det viser et udtræk, som Telia har lavet over de mest solgte mobiltelefoner i august måned. Apple indtager også andenpladsen, mens Huawei er ny i Top 3 med modellen Y360.
GADGET & TEKNIK
| Emagasin1.dk
Ligesom i juli har Apple fem telefoner med i Top 10, og igen er den lille kompakte iPhone 6SE, der kom på gaden tidligere i år, som indtager andenpladsen efter suveræne iPhone 6s.
Men månedens helt store højdespringer kommer fra Huawei, hvor P9 Lite hopper helt op på en 5. plads.
Top 10-listen afslører i det hele taget, at august har været en god måned fra Huawei på det danske mobilmarked. Hele tre modeller har Huawei med i Top 10; i sidste måned var det kun to. Huawei er også ny i Top 3, hvor Y360 lige nøjagtig skubber Samsung Galaxy S7 Edge ned på en fjerdeplads.
Trods månedens forskydninger forventer Telias privatkundedirektør, Christoph Nørgaard, nye forskydninger, når Top 10 over september gøres op.
”Vi har allerede startet forsalg af to rigtigt spændende telefoner fra Sony. Den lille kompakte Xperia X Compact begynder vi at levere allerede fra d. 14. september, endda til en pris markant under vores konkurrenters. Selvom den kun er i handel halvdelen af måneden, kan den godt komme i Top 10 allerede i september,” vurderer Christoph Nørgaard.
”Og så må vi jo ikke glemme, at Apple har et lille arrangement i aften. Det kan nok også påvirke Top 10 de næste par måneder,” fortæller Christoph Nørgaard.
|