Politiets kriminal-teknikerne har udført og færdiggjort de brandtekniske undersøgelser af brandtomten efter det nedbrændte Svinkløv Badehotel.
En elektricitets-fejl i en tørretumbler var skyld i at det berømte badehotel brændte ned til grunden.
Og teknikerne er nu klar med en konklusion på, hvor og hvordan branden er opstået, oplyser vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen, der har ansvaret for efterforskningen af brand-årsagen.
”Vores undersøgelser viser, at branden på hotellet er opstået i forbindelse med en elektricitets-fejl i en tørretumbler,” siger Frank Olsen.
Tørretumbleren var placeret i en kælder bag køkkenet, og der er tale om, at et varmelegeme i tørretumbleren simpelthen er smeltet.
”Derefter er der gået ild i den, hvilket har sat ild i andre brandbare elementer i kælderen – og så fik ilden ellers fat,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Politiet betragter brandårsagen som fuldt belyst, og der er tale om et uheld, og der foreligger ingen forbrydelse. Dermed er politiets efterforskning slut.
Fjern ikke genstande fra brandtomten Politiet har oplevet, at enkelte personer har bevæget sig ind og fjernet genstande fra brandtomten.
”Derfor har vi haft hjemmeværnet til at bevogte stedet,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der tilføjer, at det kan være risikabelt at bevæge sig rundt på en brandtomt, fx kan en mur styrte sammen, så man kan komme til skade.
Samtidig understreger Frank Olsen, at man ikke må tage effekter fra stedet; det er ulovligt.
”Det er faktisk at betragte som tyveri – effekterne tilhører badehotellets ejer,” pointerer vicepolitiinspektøren.
Politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen.
|