Musikteatret Holstebro klar til 50 års jubilæumsforestilling om dansk komiks højeste navn. Produceret i samarbejde med de store i branchen.
”Dirch” har Andreas Bo, Troels Lyby, Mathilde Norholt og Sys Bjerre i hovedrollerne. Forestillingen er instrueret af dansk teaterlivs mest succesfulde instruktør, Peter Langdal. Holdet har sammensat en forestilling, der også passer anmelderne.
Black Box Theatre i Holstebro gør sig bemærket i hele Danmark. Det vestjyske egnsteater er med til at producere eftersommerens store danske teaterudspil – den musikalske komedie ”Dirch”. Det sker i samarbejde med branchens sværvægtere, blandt andet selskabet Live Nation, der står bag rockkoncerter med Bruce Springsteen og andre verdensnavne. Nu kommer ”Dirch” til Musikteatret Holstebro, hvor forestillingen har Jyllandspremiere onsdag aften den 21. september og spiller frem til 29. september.
Tilknytningen til Holstebro er historisk. I 1975 og 1976 skabte Dirch Passer ravage i København, fordi han forlod hovedstadens scener og i stedet spillede med i Holstebro Revyen. Jyllandspremieren er også historisk – ”Dirch” er Musikteatret Holstebros 50 års jubilæumsforestilling.
Der er stadig salg i Dirch. Forestillingen om hans liv havde premiere midt i august i Glassalen i Tivoli i København. Her er der indtil nu solgt mere end 16.000 billetter. I Holstebro er der foreløbig afsat 7.000 pladser.
”Dirch” har Andreas Bo, Troels Lyby, Mathilde Norholt og Sys Bjerre i hovedrollerne. Forestillingen er instrueret af dansk teaterlivs mest succesfulde instruktør, Peter Langdal. Holdet har sammensat en forestilling, der også passer anmelderne.
For eksempel skriver B.T., at der er tale om ”et super flot, gennemmusikalsk show til tiden.” Dagbladet Børsen giver fem stjerner under overskriften ”Fremragende Dirch i Tivoli”. Anmelderen fortsætter: ”Andreas Bo er fremragende, og Troels Lyby er blændende i rollerne som henholdsvis Dirch Passer og Kjeld Petersen i den utroligt vellykkede, begavede, morsomme og meget seværdige forestilling ”Dirch””.
Politiken skriver: ”Dirch er sprudlende veloplagt, rørende og eminent musikalsk”. Ekstra-Bladet har ladet sangerinden Daimi anmelde, fordi hun samarbejdede med Dirch Passer, og hun kalder det ”Flot show”. Berlingske skriver: ” Den ydre iscenesættelse er på mange måder imponerende.” Dagbladet Holstebro giver fem stjerner og skriver, at forestillingen ”rammer plet lige midt imellem komik og tragik.
|