Aarhus Airport har sat sig for at undersøge danskernes syn på lufthavne og flyrejser. Blandt andet hvad angår den maksimale transporttid til lufthavnen.
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra Aarhus Airport og Analyse Danmark foretrækker danskerne maksimalt én times transport til en dansk lufthavn. Foto: Aarhus Airport.
FERIE & REJSE
| Emagasin1.dk
Flyrejser er som udgangspunkt hurtige og bekvemme, men den samlede rejsetid er naturligvis meget afhængig af den enkeltes afstand til lufthavnen. Således kan det være relevant at overveje, om flyrejsen giver mening, hvis den valgte lufthavn eksempelvis ligger to timers kørsel væk. Danskernes præferencer i forhold til rejsetid til lufthavnen er netop blevet undersøgt i en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse i samarbejde mellem Aarhus Airport og Analyse Danmark.
Her svarer den største gruppe af de adspurgte danskere, at der maksimalt må være én times transport til lufthavnen i forbindelse med private rejser. Et resultat der vækker opsigt hos lufthavnsdirektør Peter Høgsberg fra Aarhus Airport.
”Aarhus Airport er i mange år blevet skudt i skoene, at vi ligger alt for langt væk fra centrum af Aarhus - helt ude på Djursland. Det er blevet til en form for selvopfyldende profeti blandt østjyder, selv om faktum er, at det tager 35 minutter at køre fra hjertet af Aarhus til lufthavnen. Set i det lys er det selvfølgelig interessant at se, om østjyderne har skrappere krav end andre danskere i forhold til, hvor langt en lufthavn må ligge væk,” siger Peter Høgsberg.
Baseret på spørgeskemaundersøgelsens resultater er svaret på det spørgsmål, at det har østjyderne ikke. Således mener 39 procent af de adspurgte i Region Midtjylland, at der maksimalt må være en times transport til lufthavnen i forbindelse med private rejser, mens tallet for hele Danmark ligger på 33 procent. Ligeledes mener kun 4 procent af de adspurgte i Region Midtjylland, at der maksimalt må være en halv times transport til en lufthavnen, mens det tilsvarende tal er højere i de fleste andre regioner. Dermed er jyderne med tættest relation til Aarhus reelt mere large end landsgennemsnittet i forhold til den maksimale rejsetid til en lufthavn. Om ikke andet på papiret.
Yderligere regionale variationer ses blandt andet ved, at 17 procent af de adspurgte i Region Hovedstaden mener, at der maksimalt må være en halv times transport til lufthavnen i forbindelse med private rejser. Her er det tilsvarende tal markant lavere for alle andre regioner. Denne forskel skyldes formentlig københavnernes særlige forhold via Metroen, der på kun 17 minutter kører fra Nørreport Station i indre by til lufthavnen på Amager.
Bemærkelsesværdigt er det også, at 11 procent af danskerne mener, at der må være to timers transport til lufthavnen. Denne tendens er mest udpræget blandt de adspurgte i henholdsvis Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Sjælland.
|